Skip to content

Hvordan anvendes hashtag?
En enkel hashtag strategi for mindre virksomheder er at tildele ens opslag på Instagram et antal hashtags, kombineret udfra følgende hashtag typer:

1. Navnehashtag
– relaterer til firmaet og/eller brandet f.eks. #FrisørZalonen

2. Emnehashtag
– tilføjer firmaet og opslaget et emneområde, f.eks. #frisør, #hår, #styling

3. Relationshashtag
– kobler firmaet og opslaget sammen med andre opslag, firmaer,  sted eller begivenheder, f.eks. #FashionFair2020, #Øksnehallen, #VeraModa

TRIN 1 – Sprog
Hvilket sprog skal mit hashtag være? Små virksomheder og butikker som udelukkende har Danmark som markedet, kan med stor fordel anvende hashtags på dansk, da det endnu ikke er så anvendt, og derfor betyder, at din virksomhed kan sikre sig en større og mere synlig placering i modsætning til at anvende et engelsksproget hashtag, som allerede er anvendt 10 mio. gange.

TRIN 2 – Brainstorm
Lav en lang liste med forslag til hashtag, som kunne være relevante for din virksomhed. Gå på opdagelse, klik dig rundt blandt de hashtag, du falder over indenfor din branche og  interesseområder. De gode hashtag er måske dem, du ikke lige umiddelbart tænker på. Og kig på hvilke hashtag dine konkurrenter eller relaterede virksomheder/bloggere/events anvender, og se om du med fordel kan anvende nogle af de samme hashtag.

TRIN 3 – Undersøg
Undersøg altid dine hashtag før du poster, så du er sikker på, at du bliver vist i den rigtige sammenhæng, så det giver mening og er relevant.. (Er du ejer af Danmarks Madlavningsklub skal du nok lige overveje, om #dm nu også er det rigtige hashtag at bruge). Vurdér hvor høj konkurrencen er på det enkelte hashtag. Bliver det anvendt af flere hundrede tusinde, er der høj konkurrence og mulighed for, at dit opslag drukner. Vælg hashtag hvor du kan se, at du kan gøre dig selv synlig.

TRIN 4 – Definér
Definér en liste med udvalgte hashtag, som alle, der opdaterer firmaets Instagram eller Twitter profil, har adgang til. Sørg som udgangspunkt for at have min. 1-2 hashtags fra hver hashtag type, og undgå flere end 10-15 hashtags pr opslag. Tilføj dine udvalgte hashtag på dine tidligere opslag, så du sikrer, at du “fylder” mest muligt. Du kan med tiden tilføje flere hashtagtyper.

TRIN 5 – Skab kendskab 
Når du har din grundlæggende hashtag strategi på plads og er kommet godt i gang med at poste opslag, kan du bevæge dig uden for Instagram platformen og begynde at synliggøre et eller flere af dine valgte hashtags (oplagt ville være dit navnehashtag) på dit website, din Facebook side eller i din butik – skriv på glasset i salonen #FrisørZalonen, på kridtavlen i din kaffebar #ConniesKaffe

TRIN 6 – Vær aktiv
Hold løbende øje med hvem der anvender dine valgte hashtag, og Like eller kommentér gerne andres opslag, hvis de indeholder dit navne- eller relationshashtag. Derved øger du også synligheden af dit navn eller brand.

Back To Top